4. Hvilke data anvendes til at indplacere lastbilen i CO2-emissionsklasserne?
Køretøjsfabrikanterne er, i henhold til forordning (EU) 2017/2400, forpligtet til at fastsætte CO2-emissionerne og brændstofforbruget for nye lastbiler ved hjælp af simuleringsværktøjet VECTO. I forbindelse med simulationen skal fabrikanten udarbejde kundeoplysningsfil, som skal følge lastbilen, hvis den skal registreres, sælges eller ibrugtages i EU.
EU-retten stiller ikke krav om, at lastbilens CO2-emissionsklasse skal fremgå af registreringsattesten eller kundeoplysningsfilen, som nogle steder også betegnes som CO2-deklarationsdokument eller kundeinformationsfil. Til gengæld indgår der i registreringsattesten og kundeoplysningsfilen tilsammen alle de nødvendige oplysninger, som gør det muligt at holde lastbilens beregnede CO2-emission op mod en fastlagt CO2-referenceværdi og derved bestemme lastbilens CO2-emissionsklasse
Fra registreringsattesten skal benyttes følgende data:
- Drivkraft
- Dato for første registrering
Fra kundeinformationsfilen skal benyttes følgende data:
- Køretøjsundergruppe
- Køretøjets specifikke CO2-emissioner
- Køretøjsgruppe
- Kabinetype
- Motorens nominelle effekt
CO2-emissionsklassen beregnes ud fra køretøjets specifikke CO2-emissioner (kundeoplysningsfilens pkt. 2.3. eller 2.6.1.) og CO2-referenceværdien for den aktuelle køretøjsundergruppe sg (kundeoplysningsfilens pkt.1.1.5a.10 eller beregnet via kundeinformationsfilens pkt. 1.1.5., 1.1.13. og 1.2.1. – se bilag 1).
Køretøjer, der ligger 5% under CO2-referenceværdien, indplaceres i CO2-emissionsklasse 2. Køretøjer, der ligger 8% under CO2-referenceværdien, indplaceres i CO2-emissionsklasse 3 Køretøjer, der ligger 50% under CO2-referenceværdien, indplaceres i CO2-emissionsklasse 4.
Nulemissionskøretøjer indplaceres i CO2-emissionsklasse 5, og øvrige køretøjer indplaceres i CO2-emissionsklasse 1.
Europa-Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter for at specificere CO2-referenceemissioner for køretøjsgrupperne, som revideres over tid. Kommissionen har udarbejdet en informationsside om vejafgifter, hvor der også findes en orienterende note med nærmere oplysninger om tærsklerne for CO2-emissionsklasser, der løber fra 1. juli til 30. juni.